Passion, refleksion og opskrifter på mad til en hverdag i høje hæle

Posts tagged “spinat

Sennepsglaseret kalkunbryst + salat med asparges

20120626-211450.jpg

Sæsonen for asparges er på sit højeste netop nu, så jeg prøver at bruge den lille grønne sag i flest mulige retter. Dels fordi den hører til de mere energifattige grøntsager, som altså mætter uden at fylde i kalorieregnskabet, og dels er meget rig på B6, folacin og C-vitamin. Denne opskrift er videreudvikling af svinemørbrad med sennep og sesam skabt med henblik på at smage mere af sommer. Du skal bruge:

  • Et kalkunbryst
  • 2 spisefulde sennep (gerne med honning, hvis du kan få fat i det – det giver en lækker sødme)
  • En squash
  • Et bundt asparges
  • 100 gram babyspinat
  • En håndfuld saltede mandler
  • En mozarella
  • Friskkværmet peber

Smør kødet med sennep og bag det i cirka 20 minutter ved 200 grader. Skær squashen i lange tynde strimler med en tynd- eller kartoffelskræller. Flæk dine asparges og bland dem med squashstrimler og salat. Riv osten i strimler ovenpå og drys med mandler og peber.

Velbekomme.

//Eva


Verdens bedste pæresalat

Hvis du skal ud og den gas i weekenden, er denne opskrift passende til hurtig aftensmad inden. Spis den til lyst kød eller fisk.

Pæresalat

  • Frisk babyspinat
  • Et par pærer
  • Olivenolie
  • Saften fra en citron
  • En teske akaciehonning
  • En håndfyld frisk mynte
  • Eventuelt 50 gram valnødder

Vask spinaten og anret den på en fad. Skær pærerne i tynde skiver (jeg plejer at gøre det i hånden, men brug et mandolinjern, hvis du er så heldig at have sådan et), og bland olie, citronsaft og honning til en dressing.

Læg pæreskiverne på spinaten, hæld dressingen over og pynt med mynte. – Er du i festhumør, så top med lidt valnødder.

Velbekomme.

//Eva


Spinat med kokoscreme

Indrømmet. Denne opskrift er opstået efter et kig i køleskabet efterfulgt af et blik ud i sneen og konklusionen af, at det var for koldt til at gå ud og handle. Jeg undskylder mig med, at tiden er bedre brugt på specialet og bloggen – håber, I er enige :)

  • 4 forårsløg
  • 1 løg
  • 1 chili
  • 3 cm/ 2 teskeer ingefær
  • 1 teske kanel
  • 1 teske cayennepeber
  • 1 lille (eller 1/2 af de almindelige) dåse kokosmælk
  • Saften fra 1 lime
  • 200 gram frisk spinat

Snit løgene og sauter dem gennemsigtige. Fjern kernerne, og snit chilien fint. Riv ingefæren og sauter den med chilien, løgene og krydderierne. Hæld kokosmælken ved, skru ned for varmen og lad cremen simre i 20 minutter til den er tyknet.

Vask i mellemtiden spinaten grundigt og anret den på et fad. Hæld den stadigt varme kokoscreme over spinaten og klem saften fra en lime ud over. Server til lyst kød for eksempel svinemørbrad eller kylling.

Velbekomme.

//Eva


Salat med Grape, Avokado og Nødder

Lige som jeg gik og troede, at foråret var på vej, vågnede jeg i går op til en verden dækket af sne. I min iver af benægtelse cyklede jeg til Torvehallerne og købte de grønneste og mest sommeragtige salater, jeg kunne finde. Her er, hvad jeg fik ud af dem.

Opskriften er til 4 personer

Salat

- 100 gram babyspinat

- 100 gram rucola

- 2 pink grapefrugter

- 2 avokadoer

- 50 gram hasselnødder

- en håndfuld frisk kørvel

Dressing

- 3 spiseskeer akaciehonning

- 3 spiseskeer olivenolive

- Grapesaft (det, der bliver til overs, når du har fileteret grapefrugten)

- 1 teske paprika

- Salt og peber

Bag hasselnødderne i 15-20 minutter ved 150 grader for at få essensen af deres smag frem. Ryst skrællen af dem. Stil dem til side og lad dem køle af. Mens nødderne er i ovnen, kan du bruge tiden på at vaske salaterne og anrette dem på et fad.

Skær top og bund af grapefrugterne og derefter skrællen og alt det hvide af. Nu kan du filetere grapen ved at skære ned langs mellemvævene og på den måde få rent frugtkød ud i flotte både. Gem den overskydende saft til dressingen.

Læg nu grapefileterne på salaterne, og drys nødderne over. Hvis du ikke vil stresse med at skære avokadoerne i tern i allersidste øjeblik for, at de ikke bliver brune, så skær dem ud og læg stenen ved – på den måde beholder de farven.

Klip med løs hånd lidt kørvel over salaten, og bland ingredienserne til dressingen. Bland salat og dressing og spis med et stykke dampet hvid fisk eller stegt kylling.

Velbekomme.

//Eva


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 46 other followers