Rød, gul, grønsalat

I øjeblikket er der politirazzia i København. Politiet går benhårdt efter cyklister, der kører over for rødt fx ved et højresving, og der udskrives tonsvis af bøder. Jeg har heldigvis ikke fået nogen (endnu) – for jeg prøver at køre pænt. Vi skal dog allesammen være opmærksomme!
Denne salat er en bøn til, at I alle kører forsigtigt i trafikken og passer på hinanden. Husk at se jer for, hold for rødt – også ved højresving – og kør ikke ud i krydset før det gule lys har skiftet til grønt.
Rød, gul, grønsalat:
- 100 gram feldsalat
- 1 rød peber
- ½ mango
- ½ avokado
- Solsikkekerner
- En stor håndfuld persille
- Honning
- Citronsaft
Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande – det fremhæver deres nøddesmag. Vask salaten og skær grøntsagerne i tern. Bland det hele sammen og hæld dressingen over.
Velbekomme.
//Eva
Kollegakage: en mel- og sukkerfri gulerodskage
Jeg er meget heldig at have søde kolleger. Normalt er jeg glad for dem, men I denne uge har de været lidt irriterende. Here is why: de har spist kage hver dag. Rabarbertærte, onsdagssnegle og cookies og jeg ikke hvad. Lige til at blive misundelig over. Da jeg jo ikke spiser mad med tilsat sukker, har jeg ikke kunne være med til denne kagespisning. Så i dag skal det være slut. Nu har jeg min egen kage til dem. En mel- og sukkerfri gulerodskage.
1 kage i 24 cm springform:
- 1 dl hasselnødder
- 1 dl solsikkekerner
- 2 dl mandler
- 3 gulerødder
- 5 dadler
- 5 tørrede figner
- 1 dl tørrede tranebær
- 250 gram svesker
- 1 spiseskefuld kanel
- 1 dl (raps- eller kokos-) olie
- 1 dl kokosmel
- 4 æg
Mal nødderne til mel og riv gulerødderne. Kør dadler, figner, tranebær, svesker, kanel, olie og kokosmel i en foodprocesser. Det skal have en marcipanlignende konsistens. Bland frugtmassen med nødderne og gulerødderne. Kom æggene i ét af gange og rør dejen til en homogen masse. Hæld dejen i en springform med bagepapir og bag kagen ved 160 grader i 40 minutter. Lad kagen køle af i formen og tag den med på arbejde. Del med dine kolleger.
Velbekomme.
//Eva
Müsli
Mine dogmeregler (du kan læse dem i Om Gourmetista) betyder, at jeg ikke spiser brød. Til morgenmad spiser jeg i stedet skyr/ yoghurt sammen med en blanding af nødder og fibre. I stedet for at købe færdigblandet müsli laver jeg den selv for at sikre, at alle ingredienserne er bedst mulige.
Jeg bruger en gammel opskrift på knækbrød, hvor jeg har pillet hvedemelet ud. Når der ikke er gluten i, vil dejen ikke hænge sammen på samme måde og smuldrer derfor i store chunks – perfekt til müsli.
- 1 kop sesam
- 1 kop hørfrø
- 1 kop tørrede tranebær
- 1 kop mandelmel
- 1 kop solskikkekerner
- 1 kop quinoa
- 1 spiseske nigellafrø/ jomfru i det grønne
- 1 kop smagsneutral olie
- 2 kopper vand
Rør alle ingredienserne sammen, og lad dejen hvile sig lidt. Den skal lige have 5-10 minutter, så mandelmel og quinoa kan nå at trække væsken til sig. Rul müslien ud mellem to stykker bagepapir, og bag den ved 200 grader i 15 minutter. Rør lidt i blandingen undervejs, så den ikke klumper sammen.
Velbekomme.
//Eva

