Passion, refleksion og opskrifter på mad til en hverdag i høje hæle

Posts tagged “rucola

Bøf og Salat med hasselnødder og gedeost

20120603-105427.jpg

Sommeren er her (i hvert fald i kalenderen), og det er tid til at grille. Køb et par store bøffer (rig proteinkilde) og kom i gang. Til denne bøf har jeg kreeret en lidt “mandet” salat, som står godt til den ferske kødsmag.

Du skal bruge:

  • En bakke rucola
  • 4 forårsløg
  • Gedeost – cirka 1/2 af de små ruller
  • 50 gram (en stor håndfuld) hasselnødder
  • Dressing af 1 teske citronolie og 1 teske honning
  • Friskkværnet peber

Vask rucolaen og løgene. Snit dem fint og bland det sammen. Fremhæv nøddernes smag ved at stege dem på en tør pande i 5-10 minutter – hold øje med dem hele tiden og pas på, at de ikke bliver sorte og bitre! Del osten i stykker på 1×1 centermeter og bland sammen med nødder, salat og løg. Dryp lidt citronolie på, smag til med honning og drys med peber.

Velbekommen.

//Eva


Pitapizza

20120328-232539.jpg

Ja, det er ret surt at elske pizza, hvis man har sat sig i hovedet ikke at spise hvidt brød. Jeg er ellevild med dem, men bliver altid surt overrasket over, hvor langt jeg skal løbe for at komme af med den igen. De er jo tit alt for store og dækker nemt en hel dags kalorieindtag. Så, what to do? Forleden løb jeg en lang, smuk løbetur på Kastellet og udnyttede tiden optimalt ved at løbe forbi Netto på vejen hjem for at handle (så kan man alligevel nå det hele, hvis arbejdsdagen har været lang). Og dér kunne jeg ikke dy mig for tanken om pizza. Denne har en størrelse, så du ikke behøver løbe flere marathons for at kompensere. Halleluja.

  • 1 groft pitabrød
  • 1 dåse tomatpuré
  • 1 løg
  • Frisk basilikum
  • Friskkværnet peber
  • 1 portobellosvamp
  • 1 håndfuld rucola
  • 1 spiseskefuld hjemmelavet pesto
  • 150 gram kylling
  • Squash julienne

Flæk pitaen. Rist den 2 minutter i ovnen 180 grader, så den bliver sprød. Lav en hurtig sauce af tomatpuré, fintsnittet løg, basilikum og peber. Giv den kun svag varme – hvis den bulderkoger, bliver tomaterne bitre. Tag pitaen ud og smør den med saucen. Læg et par skiver portobello på (og nogle oliven?) og giv pitapizzaen 5-10 minutter. Steg kyllingen i mens og snit sqaushen i tynde, delikate julienne. Vend rucola med pesto og pynt pizzaen med kødet og det grønne fyld. Spis med god samvittighed :)

Velbekomme.

//Eva

20120328-232450.jpg


Fish’n chips

20120219-093250.jpg

Nej, det er ikke en almindelig fish’n chips svøbt i avispapir, som du kender den fra Londons gader. Men jeg garanterer for, at både er sundere og har mere smag. Mine dogmeregler foreskriver, at jeg undgår mel, så i stedet for at panere fisken i rugmel eller rasp, har jeg jeg forsøgt mig mandelmel. Af samme årsag spiser jeg ikke kartofler og bruger i stedet selleri som substitut. Det er gået ret godt. Prøv selv her :)

2 personer

  • 400 gram hvid fiskefilet. Jeg brugte mørksej, men du kan også bruge rødspætter eller skrubber. Er du ikke på SU, vil jeg anbefale torsk eller søtunge.
  • Mandelmel
  • 1 knoldselleri
  • 1 spiseske chiliolie: rapsolie med knuste chilikorn
  • Rucola
  • Havsalt og friskkværnet peber

Skræl sellerien og skær det i skiver. Del det herefter i bjælker og læg det hele i en plastikpose med chiliolien. Ryst grundigt, så olien bliver fordelt. Læg sellerifritterne på bagepapir i et ildfast fad, drys med salt og peber og bag dem i 45 minutter ved 180 grader. Rør rundt i dem undervejs.

Drys fisken med salt og peber og lad den trække et øjeblik. Paner fisken i mandelmelet og steg den i smør på en varm pande. Vend fisken én – max to gange – ellers falder paneringen af.

Server fisken med sellerifritterne og masser af rucola.

Velbekomme.

//Eva


Salat med Grape, Avokado og Nødder

Lige som jeg gik og troede, at foråret var på vej, vågnede jeg i går op til en verden dækket af sne. I min iver af benægtelse cyklede jeg til Torvehallerne og købte de grønneste og mest sommeragtige salater, jeg kunne finde. Her er, hvad jeg fik ud af dem.

Opskriften er til 4 personer

Salat

- 100 gram babyspinat

- 100 gram rucola

- 2 pink grapefrugter

- 2 avokadoer

- 50 gram hasselnødder

- en håndfuld frisk kørvel

Dressing

- 3 spiseskeer akaciehonning

- 3 spiseskeer olivenolive

- Grapesaft (det, der bliver til overs, når du har fileteret grapefrugten)

- 1 teske paprika

- Salt og peber

Bag hasselnødderne i 15-20 minutter ved 150 grader for at få essensen af deres smag frem. Ryst skrællen af dem. Stil dem til side og lad dem køle af. Mens nødderne er i ovnen, kan du bruge tiden på at vaske salaterne og anrette dem på et fad.

Skær top og bund af grapefrugterne og derefter skrællen og alt det hvide af. Nu kan du filetere grapen ved at skære ned langs mellemvævene og på den måde få rent frugtkød ud i flotte både. Gem den overskydende saft til dressingen.

Læg nu grapefileterne på salaterne, og drys nødderne over. Hvis du ikke vil stresse med at skære avokadoerne i tern i allersidste øjeblik for, at de ikke bliver brune, så skær dem ud og læg stenen ved – på den måde beholder de farven.

Klip med løs hånd lidt kørvel over salaten, og bland ingredienserne til dressingen. Bland salat og dressing og spis med et stykke dampet hvid fisk eller stegt kylling.

Velbekomme.

//Eva


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 46 other followers