Passion, refleksion og opskrifter på mad til en hverdag i høje hæle

Posts tagged “restaurantbesøg

Fortunen Bar og Spiseri

Tatar, radisse, rugbrød

Kammusling, pære, tallerkensmækker

Rødfisk, ærteskud og østersskum

Vesterhavsost, pære og lakrids

Når jeg ikke selv laver mad, er jeg glad for at gå ud og spise. Et sted, jeg har besøgt et par gange i løbet af sensommeren, er Fortunen Bar og Spiseri.  Idémagerne bag også har Dyrehaven på Sønder Boulevard og Bakken i Kødbyen, som nogle af jer måske kender. Fortunen er et frisk pust på den københavnske restaurantscene, hvor god og ærlig mad uden hokus pokus koster rimelige penge. På aftenkortet koster en ret enten 45, 60 eller 65 kroner og er af en størrelse, hvor du kan spise to eller tre. Meget fair efter min smag og klar anbefaling herfra.


Anmeldelse af Madklubben Vesterbro

Jeg har tidligere været forbi et par af Anders Aagaards andre restauranter Frankies Køkken og Madklubben. I weekenden var jeg på Madklubben Vesterbro, som er åbnet for ganske nyligt. Ideen er den samme på de to andre steder, hvor du vælger 1, 2, 3 eller 4 retter og prisen er derved 100, 150, 200 eller 250 kroner.

Efter et glas cava, fik jeg en omgang grillet lammeculotte med sommerratatouille og urtemayo. Det smagte fantastisk. Urtemayoens fedme til det magre kød var virkelig et match made in heaven!

Min medspiser fik Madklubbens bøf, bestående af 350 gram grillet oksefilet, asparges og Madklubbens steaksovs (tillæg til menu 150,-).

Vi drak et glas australsk pinot noir (85 kroner) til og fyldte op med comté og kaffe. Regningen endte på 765 kroner for middag til to personer, hvilket er et pænt niveau for kvaliteten. Det er dog lidt noget pjat at skulle betale tillæg, når menuprisen som udgangspunkt er fast. Der er derved både +’er og -’er ved Madklubben Vesterbro:

+ Smag, smag, smag!

+ Glad og opmærksom betjening. Tjenerne var ved vores bord i passende frekvens for at høre, om alt var ok og lod os ellers være.

- Da vi havde et af seatingens sene borde, begyndte personalet allerede at tælle drikke penge sammen, inden vi var gået. Det virkede en smule skrub-af agtigt.

- Vi kunne ikke få latte eller cappucino, da køkkenet ikke havde mulighed for at lave varm mælk. Om det kun var denne aften, eller det er generelt vides ikke – i hvert fald ærgerligt og ikke optimalt efter en lækker middag.

Men men men, hvor smagen dog trak humøret op. Vi gik glade og mætte fra Madklubben, og der er helt sikkert ikke sidste gang, jeg kommer der. Det bliver altså i alt til 5! ud af 6!.

Tak for Mad(klubben) herfra.

//Eva


Middag på MASH

Som nogle af jer måske husker, vandt jeg for noget tiden et gavekort til MASH.
Jeg har længe overvejet, hvordan gavekortet skulle bruges. Har ventet på den rigtige begivenhed. Da min veninde Josefine havde fødselsdag, mens jeg var i Zürich, havde jeg ikke mulighed for at fejre hende. Derfor tog jeg hende med på MASH Bredgade i fredags.

Vi sluprede østers, spiste  bøf og drak en flaske rødvin. Det var rigtig godt, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg svinger mig forbi MASH. Men skal nok have fingre i endnu et gavekort eller spare op i længere tid. Vores Wagyu-bøffer lå i 495 kroner, hvilket var helt rimeligt, men stadig virkelig mange penge for ét stykke kød. Særligt på SU. Dertil kom en drink i baren, mens vi ventede på bordet, forret, dessert (en utrolig cremet cheesecake), kaffe og en flaske Gevrey-Chambertin 2008. Mindre kan selvfølgelig sagtens gøre det – man kunne jo fx vælge vin på glas –  men det var skønt at kunne give gas med gavekortet. Vi endte med en regning på 2.100, hvilket egentlig virkede fair.

Har du været på MASH? Hvordan er dine erfaringer?

// Eva


Anmeldelse af Radio

Jeg er glad for Claus Meyer. Han er virkelig en dygtig iværksætter, som formår at se holdbare projekter, der har mulighed til at vokse sig store og flotte og derefter bliver det. Han engagerer sig fuldt ud, hvilket jeg synes er virkelig beundringsværdigt. Et af hans seneste projekteter (efter kogebogen Almanak, som jeg elsker!) er restauranten Radio, som ligger ved siden af Forum. Stilen er holdt minimalistisk, moderne, og der er fokus på sæsonens råvarer og god kvalitet. Og ikke mindst smag. Og den er god.

Du kan enten vælge alle kortets fem retter til 400 kroner eller tre af retterne til 300 kroner. Vi hoppede på tre retter og toppede med ost (en dagsret til 75 kroner, som kan vælges som supplement til menuerne). Du kan også vælge drikkemenu (med eller uden alkohol), men vi tog ét glas hvid (2008 Chardonnay – Gesellmann) og ét glas rød (2009 Bourgogne – Domaine Bizot) efter en meget kyndig og tålmodig tjeners anvisninger. Alle vin koster 85 kroner glasset, hvis ikke I køber en flaske.

20120318-140218.jpg
Vi startede med en apertizer af skorzonerrod, havreflager, vinegrette og kapersstøv. Retten var lækker afstemt med mange teksturer og smage: både sprødt, blødt, cremet og tørt.

20120318-224142.jpg

Førsteretten var kammuslinger, jordskok, brunet smør og skum på mayonnaise. Rettens budget var udnyttet godt, og pengene var brugt på kammuslinger, som var smagfulde og flotte.

20120319-081948.jpg

Kalveindelår, alger, peberod og stenbiderrogn. En smuk kombination af nordiske råvarer.

Gedekid, ramsløg, valle og kål. Vallen gav en sauce som fungerede optimalt med det sprøde kål, men jeg ville gerne have haft mere smag af ramsløg.

20120319-160128.jpg

Til dessert fik vi skiver af råmæksost med kvædecreme. Igen minimalistisk udseende med masser af smag.

Vi sluttede af med en kop te hver, og vi måtte af med 1.390 kroner med i alt ni serveringer, fire glas vin og to kopper te. Det virkede meget rimeligt. Alt i alt en virklig fantastisk aften, hvor der ikke blev sparet på noget. Kvaliteten er i top. Vi ender på 6 ud af 6 stjerner.

+ Mad af høj kvalitet med fokus på smag.

+ Dygtig og opsøgende betjening fra tjenere med stor viden om vin og råvarer.

- Nope. Det er ikke noget minus ved Radio. Skulle jeg indtage resten af mit livs måltider på ét sted, ville jeg gøre det på Radio.

Radio ligger på Julius Thomsens Gade 12, 1632 København V, og du kan bestille bord her.

//Eva


Gavekort til MASH

I fredags var jeg heldig at vinde et gavekort til steaksrestauranten MASH – Modern American Steak House. Jeg har været der en gang før til frokost, hvor jeg fik en cæsarsalat, som mildest talt ikke var noget særligt. Derfor glæder jeg mig meget til udforske kødet, bøfferne, hængning, udskæring, stegning – alt det, der gør, at smagen går op i højere enhed.

Har I nogensinde spist på MASH? Hvilken bøf kan I anbefale? Skal jeg kaste mig over filet, NY strib eller ribeye?

Hvis du ikke kender til MASH, kan du læse Adam Prices anmeldelse af stedet her.

//Eva


Anmeldelse af Fishmarket

Fishmarket er lillebror til den franske restaurant Pastis, som ligger i Gotthersgade. Mens Partis er et brasseri med fokus på det brede franske køkken, er Fishmarket fokuseret på – ja – fisk. Der er kun én kødret på menuen – resten er fisk og skaldyr. Umiddelbart lyder det altså som min ønskerestaurant, og det var ikke helt ved siden af.

Vi fik hver en fisk, én stegt fjæsing med buillion med grøntsager, bønner og parmesan og én stegt pighvar med spinat og sauce nage. Fjæsingen var stegt med skinnet, men det var ikke sprødt, som jeg godt kunne have tænkt mig. Men smagen var vild! Buillonen var blød og frembragte minder om ferie, sommer og solmodne grøntssager. Jeg smagte ikke pighvaren, men jeg kan stadig dufte hvidvinen og korianderen, som kendertegner  en sauce nage – helt fortryllende!

Til dessert fik vi et udvalg af franske oste, som tjenereren nøje forklarede, men som jeg desværre har glemt navnene på nu. De havde hver sit lille tilbehør i for af en lille kvædekompot, en honningkage agtig brioche eller en stykke knækbrød – alle nøje afstemt for at fremme ostens smag.

Vi sluttede af med henholdsvis te og en dobbelt espresso. Teen var fra Perchs, rund og fin, mens espressoen var lige skarp nok – lidt for stærk, næsten bitter. Til gengæld var der varm mælk til, hvis hiver op i min bog.

Regningen blev – inklusiv en karaffel bourgogne blanc – på 900 kroner for en middag for to personer. Det betyder, at Fishmarket ligger i en lidt anden kategori, end jeg før har anmeldt. Kvaliteten og lækkerhedsfølelsen er dog også en anden :) Vi ender på 5 ud af 6 stjerner. 

+ Mad af høj kvalitet og med fokus på smag.

- Fishmarket bør gå hele vejen. Brug stofservietter og ikke papir, hvis du virkelig mener det.

Fishmarket ligger i Hovedvagtsgade 2 lige ved siden af Kongens Nytorv, og du kan bestille bord på 88 16 99 99. Vi havde ikke bestilt men kom tidligt, hvor der var plads – senere på aftenen var restauranten så godt som fyldt, selvom om det var mandag.

//Eva


Anmeldelse af Vespa

Jeg cykler tit forbi restauranten Vespa og har gerne ville prøve den, siden den åbnede i 2008. I går var jeg der så endelig. På Cofocos udgave af en italiensk restaurant. Vespa har kun én menu, den koster 250 kroner og indeholder fire serveringer (10 Antipasti, Primo, Secondo, Dolce). Du vælger vand eller vin efter humør. Vinen fås på glas, flaske eller karaffel, og der er cirka 10 forskellige. Vi fik en karaffel af husets hvidvin, som ikke gjorde de store indtryk – hverken den ene eller anden vej.

Vi spiste:

Antipasti della casa: Ventricina salami, Fritteret tomatrisotto, Crostino med toskansk kyllingeleverpostej, Oliven, Lufttørret nakkekam fra Parma, Carpaccio af blæksprutte, Stegte tigerrejer med pepperfrugtcreme, Sauce af ansjoser og hvidløg hertil rå grøntsager, Gratinerede svampe med urter og ost, Porretærte. Mange smagsindtryk og -strukturer og kun med en enkelt misser: Den fritterede tomatrisotto var kold, og smagen var nok fremhævet bedre, hvis den havde været varm.

Primo: Jordskokkerisotto med trøffel. God kombination af italiensk ret med danske råvarer. Smagen var rigtig lækker, men risene havde desværre ikke fået helt nok og var stadig en smule hårde.

Secondo: Stegt kalvefilet med reduceret marsalasauce med kartofler og grønne bønner. Serveret i lille gryde til deling. Retten havde ikke nogen imponerende mængde kød – til gengæld kraftig smag og enestående krydderiblanding.

Dolce: Italiensk pæretærte med chokoladesauce eller italiensk is med cookiesmulder. Vi valgte en af hver og delte. De var begge væk, før jeg kunne nå at tage et billede :) Pæretærten var så blød og smooth, at det var svært at smage forskel på bund og fyld.

+ god betjening

+ pris og kvalitet hænger rigtig godt sammen

Vi fik opmærksom betjening, selvom restauranten var fuld. Maden var veltilberedt, som indeholdt mange smagsindtryk og value-for-money var høj. Ikke så meget hokus pokus. Til 250 kroner for 4 serviceringer kan jeg ikke forvente mere. Altså en fin aften til en rimelig penge. Vi ender på 4 ud af 6 stjerner.

Vespa ligger i Store Kongensgade 90, 1264 København K. Bemærk at Vespa kører med forskudt dobbeltseating: du har enten bordet 17.30-19.45, 18.00-20.15 eller fra 20.45 til luk.

//Eva


Anmeldelse af Frankie’s Køkken

I  sidste uge var jeg til middag på restauranten Frankie’s køkken, som ejes af Anders Aagaard Jensen, der også har Madklubben og den italienske restaurant Tonys. Jeg har været på Frankie’s en gang før, hvor jeg var helt vild med det, så mine to gæster havde selvfølgeligt høje forventninger.

Konceptet er ret enkelt. Du kan få 3 retter til 200 kroner eller 4 til 250. Enkelte retter (fx dagens fisk) har en mindre merpris, som desværre gør, at konceptet falder lidt til jorden.

Vi bestilte tre retter og en shiraz fra Stellenbosch i Sydafrika i 2009 til 300 kroner (havde jeg været ude på egen regning, havde jeg nok valgt puligny-montrachet fra Meursault, Frankrig i 2009 til 450 flasken til fisken, anyhow). Vores tjener tog imod bestilling og kom derefter tilbage med en new zealandsk pinot noir, som blev hældt i glassene uden at spørge, om vi ville smage. Den blev byttet uden brok, men også uden at vi fik nye glas.

Alle startede med en gulerodssuppe med svinekæbe, croutoner og purløg. Jeg har skrevet svinekæbe i ental, for selvom der stod “kæber” i menuer, så var der kun én på min tallerken. Hvis du kun serverer én, så lad være med at skrive flere på. Det virker nærigt. Suppen var cremet og havde en kraftig cayennesmag, som stod rigtig godt til gulerøddernes sødme.

Dagens fisk torsk med oliven og selleri på to måder – en grov sellerimos af knolden og råmarinerede, sprøde skiver af selleriens top. Jeg har sjældent set stykke torsk så stort, og jeeez, hvor var det lækkert! Sellerimosen var fed, blød og rund sammen med fisken, som heldigvis bare smagte af sig selv. Optimalt.

Mine medspisere fik begge braiseret tykkam med løg, bacon og champignon, som blev serveret med kartoffelmos. Gedigen vintermad. Uformelt og gennemført.

Til dessert fik min medspisere begge citronfromage med margens og hvid chokolade. Den var luftig og præcis, som en citronfromage bør være, og den hvide chokolade og den sprøde margens gav kant til fromagen.

Min dessert var en ragusatrøffel og en dertilhørende espresso. Back in the days købte min mor altid ragusachokolade til os, når jeg var med hende ude at handle, så den lille chokoladekage smagte af nostalgi og barndom. Det jeg kunne få spist af den i hvert fald. Den var så frossen og hård, at det var nærmest umuligt at skære igennem den med skeen. Men godt smagte den.

Altså: Lækker, uformel mad til meget rimelige penge (945 kroner for 9 serveringer og en flaske vin). Mulighed for forbedring på servicefronten. Alt i alt må det blive til 4 ud af 6 stjerner til Frankies, som helt sikkert er et sted, jeg gerne tager hen igen.

Frankie’s Køkken ligger i Admiralgade 25, 1055 København K, og du kan bestille bord på T 3313 3377.

//Eva

P.S. – Jeg har måtte fifle lidt med billederne, da belysningen på Frankie’s er ufattelig dårlig.


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 46 other followers