Passion, refleksion og opskrifter på mad til en hverdag i høje hæle

Posts tagged “honning

Rød, gul, grønsalat


I øjeblikket er der politirazzia i København. Politiet går benhårdt efter cyklister, der kører over for rødt fx ved et højresving, og der udskrives tonsvis af bøder. Jeg har heldigvis ikke fået nogen (endnu) – for jeg prøver at køre pænt. Vi skal dog allesammen være opmærksomme!

Denne salat er en bøn til, at I alle kører forsigtigt i trafikken og passer på hinanden. Husk at se jer for, hold for rødt – også ved højresving – og kør ikke ud i krydset før det gule lys har skiftet til grønt.

Rød, gul, grønsalat:

  • 100 gram feldsalat
  • 1 rød peber
  • ½ mango
  • ½ avokado
  • Solsikkekerner
  • En stor håndfuld persille
  • Honning
  • Citronsaft

Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande – det fremhæver deres nøddesmag. Vask salaten og skær grøntsagerne i tern. Bland det hele sammen og hæld dressingen over.

Velbekomme.

//Eva


Verdens bedste pæresalat

Hvis du skal ud og den gas i weekenden, er denne opskrift passende til hurtig aftensmad inden. Spis den til lyst kød eller fisk.

Pæresalat

  • Frisk babyspinat
  • Et par pærer
  • Olivenolie
  • Saften fra en citron
  • En teske akaciehonning
  • En håndfyld frisk mynte
  • Eventuelt 50 gram valnødder

Vask spinaten og anret den på en fad. Skær pærerne i tynde skiver (jeg plejer at gøre det i hånden, men brug et mandolinjern, hvis du er så heldig at have sådan et), og bland olie, citronsaft og honning til en dressing.

Læg pæreskiverne på spinaten, hæld dressingen over og pynt med mynte. – Er du i festhumør, så top med lidt valnødder.

Velbekomme.

//Eva


Grønkålssalat

Mens vi andre går og fryser, er der én grøntsag, som tappert overlever hele vinteren. Grønkålen har sæson fra oktober til marts, og den har det bedst, når det er frostvejr udenfor. Kålen er fyldt med antioxidanter og har masser af B, C og K-vitaminer. Frisk grønkål kan spises råt og smager skønt, hvis du vil spise det som salat.

Her er min yndlingssalat med grønkål:

  • 200 gram grønkål
  • 1 æble (fx belle de boskoop)
  • 1 håndfuld rosiner eller tørrede tranebær
  • 1 håndfuld hasselnødder

Dressing

  • Saften fra 1 appelsin
  • 1 spiseske hvidvins- eller æbleeddike
  • 1 spiseske akaciehonning

Hak grønkålen meget fint – fx i foodprocesser eller minihakker – og skær æblet i tern. Behold bare skrællen på, det giver lidt ekstra crisp. Steg hasselnødderne gyldne på en tør pande og pil deres skal af. Hak dem groft. Anret salaten i et fad, hæld æbleternene over og drys med hasselnødder og rosiner. Bland ingredienserne til dressingen og ryst den sammen med salaten.

Grønkålssalaten er skøn som tilbehør til and. Prøv at ridse et andebryst i fedtsiden og gnid det med 4-5 stødte enebær, havsalt og friskkværnet peber. Læg andebrystet i et ildfast fad og bag det i 12-14 minutter i ovnen (ikke varmluft – så tørrer kødet ud!) ved 250 grader. Lad kødet hvile i 5-7 minutter, skær det i tynde skiver og server det med grønkålssalaten.

Velbekomme.

//Eva


Salat med Grape, Avokado og Nødder

Lige som jeg gik og troede, at foråret var på vej, vågnede jeg i går op til en verden dækket af sne. I min iver af benægtelse cyklede jeg til Torvehallerne og købte de grønneste og mest sommeragtige salater, jeg kunne finde. Her er, hvad jeg fik ud af dem.

Opskriften er til 4 personer

Salat

- 100 gram babyspinat

- 100 gram rucola

- 2 pink grapefrugter

- 2 avokadoer

- 50 gram hasselnødder

- en håndfuld frisk kørvel

Dressing

- 3 spiseskeer akaciehonning

- 3 spiseskeer olivenolive

- Grapesaft (det, der bliver til overs, når du har fileteret grapefrugten)

- 1 teske paprika

- Salt og peber

Bag hasselnødderne i 15-20 minutter ved 150 grader for at få essensen af deres smag frem. Ryst skrællen af dem. Stil dem til side og lad dem køle af. Mens nødderne er i ovnen, kan du bruge tiden på at vaske salaterne og anrette dem på et fad.

Skær top og bund af grapefrugterne og derefter skrællen og alt det hvide af. Nu kan du filetere grapen ved at skære ned langs mellemvævene og på den måde få rent frugtkød ud i flotte både. Gem den overskydende saft til dressingen.

Læg nu grapefileterne på salaterne, og drys nødderne over. Hvis du ikke vil stresse med at skære avokadoerne i tern i allersidste øjeblik for, at de ikke bliver brune, så skær dem ud og læg stenen ved – på den måde beholder de farven.

Klip med løs hånd lidt kørvel over salaten, og bland ingredienserne til dressingen. Bland salat og dressing og spis med et stykke dampet hvid fisk eller stegt kylling.

Velbekomme.

//Eva


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 46 other followers