Frikadeller med bonus og Falske ris
Frikadeller er som regel ret kedelige, men med den rette mængde tilsætninger (bonus) bliver de hurtigt spændende. Da jeg jo ikke spiser kartofler eller ris, som mange plejer at spise til frikadeller, har jeg udviklet de falske ris og spiser dem til frikadellerne i stedet. De har egentlig overhovedet noget med ris at gøre, men er bare rå blomkål, som er hakket meget fint og derfor ligner ris. Deraf navnet. Jeg håber, at de bliver en lige så stor succes hos jer, som de er hos mig :)
Frikadeller med bonus
- 500 gram hakket kalv/flæsk
- 4 forårsløg
- 1 håndfuld frisk persille
- 1 håndfuld frisk basilikum
- 100 gram fetaost
- 50 gram rugbrød i smuldrekrummer
- 2 spiseskeer dijonsennep
- Salt og friskkværnet peber
Falske ris
- 1/2 blomkål
- 1 spiseskeer olivenolie
- 1 håndfuld frisk persille
- 1 håndfuld frisk basilikum
- 50 gram parmesan i flager
- 1 spiseske hvidvinseddike
- Saften fra 1/2 citron
- Salt og friskkværnet peber
Bland frikadellernes ingredienser, og lad farsen hvile sig i køleskabet 1/2 times tid. Form frikadellerne med en ske og steg dem i smør i 5 minutter på hver side eller bag dem i ovnen ved 190 grader i 20 minutter.
Hak den rå blomkål meget fint – det kan gøres nemt i en foodprocesser eller minihakker. Bland de andre ingredienser sammen med og server til frikadeller.
Velbekomme.
//Eva

