Mayonnaise

En af mine veninder er meget glad for mayonnaise, og sidst vi var sammen, lovede jeg hende at dele min opskrift.
Så, Camilla, here it goes:
- 2 bæger (4 styk) pasteuriserede æggeblommer
- Et drys flagesalt: jeg bruger Læsø og alternativt Maldon. Jo, du kan sagtens smage forskel.
- 15 gram sukker
- 25 gram æblecidereddike. Den fra Urtekram, som Netto har i øjeblikket, er god, men vælg en rigtig god, hvis du vil have et lækkert slutprodukt
- 3 1/2 – 4 deciliter smagsneutral olie. Brug for eksempel koldpresset rapsolie
- Friskkværnet peber
Pisk æggeblommerne med salt, sukker og eddike til massen er tyk og gullig. Tilsæt olien i tynd stråle til mayonnaisen er en homogen og cremet masse. Smag til med salt og peber og server.
Er du øvet ud i basismayoens kunst, så erstat lidt af eddiken med saften fra 1/2 citron eller 1 teske dijonsennep. Du kan også hakke din yndlingskrydderurt og komme i. Eller lidt paprika, 1 teske sabal oelek eller 1/2 knust hvidløg – mulighederne er mange!
Hvis din mayo skiller (og det vil den gøre, hvis du er for ivrig med olien), så start forfra med en ny æggeblomme og rør den skilte mayonnaise i, som om det var olie.
Velbekomme.
//Eva
Humus

Min opskrift på humus er gammel – men det bliver den ikke dårligere af, tværtimod! Jeg bliver hver gang overrasket over, hvordan noget så simpelt smager så godt. Humusen skal forberedes lidt i forvejen, men ellers tager det kun er øjeblik. Det kan være en udfordring at opdrive tahin (sesampasta) , men jeg har tit heldet med mig hos min (yndlings-)grønthandler nede på hjørnet. Ellers har jeg lige opdateret, at de er begyndt at have en øko-udgave i Irma.
Til en stor portion humus (eller to små: én til nu og én til fryseren) skal du bruge:
- 250 gram tørrede kikærter
- 3 spiseskeer tahin
- Saften fra 1 citron – her må jeg på det kraftigste advare mod auto-citron, som giver din humus en bitter eftersmag!
- 1 fed hvidløg – vær varsom med størrelsen eftersom, at hvidløgssmagen i humusen spreder sig kraftigt efter et par dage i køleskabet.
- friskkværnet peber
- 1 teske spidskommen
- 1 teske sød paprika
- 1 sjat olivenolie
Start med at udbløde kikærterne i vand natten over. Næste morgen koger du kikærterne i friskt vand. De skal koge i en time ved middel varme.
Blænd kikærterne sammen med 1 1/2 deciliter af kogevandet (eller grøntssagsbouillon) og mix blandingen med resten af ingredienserne. Konsistensen skal være fast, men så du stadig kan smørre blandingen ud.
Hæld humusen i bøtter eller spis med det samme. Den ene boks er sat i køleskabet og kan holde cirka to uger. Den anden er smidt i fryseren, hvor de næsten kan holde sig uendeligt (eller.. i hvert fald tre måneder). Mit lager når dog tit at blive spist inden så længe!
//Eva
Pesto
I aftes bestod aftensmaden af stegt squash, bagte foreller og pesto. Pestoen var en blanding af nogle ingredienser, jeg havde i forvejen og noget frisk og lækker basilikum. Normalt bruger jeg hasselnødder, men i de her dage rydder jeg op i skabene og skulle af med nogle solsikkefrø. Og så kan man jo lige godt bruge forhåndværende ingredienser, ikke?
Hvis du har lyst til at lave pesto, skal du bruge:
2 håndfulde frisk basilikum + 1 håndfuld persille
3 spiseskefulde solsikkefrø / 50 gram hasselnødder
2 spiseskefulde olivenolie + lidt vand, så det ikke bliver alt for fedtet
1 håndfuld parmesan
masser af peber
Rist kernerne gyldne på en tør pande. Hvis du bruge hasselnødder, så tag skrællen af – på den måde undgår du, at pestoen bliver bitter. Mix alle ingredienserne i en minihakker eller med stavblender. Læg lidt pesto ind forellerne og bag dem ved 180 grader i 18 minutter.
// Eva Kirstine



